Hvem er jeg ?

Hvem er jeg ?

Mit navn er Lisbeth – og jeg brænder for tryghed og nærvær

Jeg hedder Lisbeth Bugtrup, men de fleste kalder mig Beth. Jeg er født i 1974 og opvokset i Hobro, men har boet i Horsens siden midten af 90’erne, hvor jeg flyttede hertil sammen med min mand Steen som kommer fra Horsens. Her har vi siden skabt vores hjem og familie – og her driver jeg min private pasningsordning med hjerte og omtanke.

Privat Pasningsordning Horsens - Hønsegaarden_ Hvorfor vælge mig

Erfaring og faglighed – med barnet i centrum

Jeg har arbejdet med børn siden 1997 – både som kommunal og privat dagplejer. I 2012 valgte jeg at starte min egen private dagpleje, fordi jeg ønskede at skabe et pasningstilbud med mere fleksibilitet, stabilitet og nærvær. Her er der tid til det enkelte barn, og samarbejdet med jer forældre er en hjørnesten i hverdagen. Hos mig er der plads til spørgsmål, grin og ærlige samtaler – intet er for småt til at blive talt om.

Min faglige baggrund inkluderer:

  • Uddannet ernæringsassistent i Aarhus/Ålborg
  • Pædagogisk grunduddannelse fra Gedved Seminarium
  • Førstehjælpskursus og løbende efteruddannelse
  • Erfaring fra vuggestue og børnehave
  • Kurser i arbejdet med udsatte og for tidligt fødte børn
  • Godkendt plejefamilie og aflastningsfamilie af Horsens Kommune

 

Jeg har også arbejdet med børn og unge i sårbare livssituationer – en erfaring, der har givet mig stor indsigt i børns behov for tryghed, struktur og kærlige voksne.

Privat Pasningsordning Horsens - Hønsegaarden, Familie

Familien bag Hønsegaarden

Min mand Steen arbejder som IT-servicekoordinator – og han er også godkendt af Horsens Kommune til at passe børn, hvis behovet opstår. Vi har to voksne børn, Christine og Sebastian, som begge er flyttet hjemmefra. Hjemmet deles med vores to dejlige katte, Viktor og Tottemis, som begge to er kærlige katte der elsker børn og at følge med i hverdagen.

Et hjem med hjerterum

Hos mig er dagplejen ikke bare et job – det er en livsstil. Jeg tror på, at børn trives bedst i trygge, hjemlige rammer, hvor der er tid til leg, læring og nærvær. Derfor har vores hjem ikke et dedikeret rum eller plads til børnene, hele huset er tilgængelig og benyttes. Jeg vil glæde mig til at byde jer velkommen i mit lille univers, hvor jeres barn bliver mødt med åbne arme og varme smil – hver eneste dag.